29. januar 2010:
Højskolen Østersøens skibums-projekt er i 2010 klar til at blive udvidet.
Projektet sender hvert år unge danskere på et arbejdsophold til Østrig i fire måneder, efter de har været på højskolen i fire måneder. Udvidelsen kommer til at omfatte byen Wagrain, som hvert år er et af de mest populære vinterrejsemål hos danskerne. (Se mere på
www.wagrain.com.) Fra Wagrain har man mulighed for at stige ind i Sportwelt Amadé, som byder på i alt 860 km pister. Det svarer til, at man står på ski uafbrudt fra Højskolen Østersøen i Aabenraa til Stuttgart i Sydtyskland! De nye aftaler kommer til at gælde fra efteråret 2010.
Skianwärter-kursus i Østrig som del af højskolekursus.
Aftalen indebærer også, at de unge skibumser, der vil arbejde som skilærer i Østrig, får oprettet et særskilt Skianwärter-kursus kun for elever fra Højskolen Østersøen i første uge i november. Tidspunktet passer perfekt til det øvrige forløb på højskolen.
Nyt samarbejde mellem Højskolen Østersøen og AMS (arbejdsmarkedsservice) i Bischofshofen/Østrig.
Etableringen og udvidelsen af projektet sker i samarbejde med den østrigske arbejdsformidling AMS i Bischofshofen og fagforeningen for hotel- og gastronomibranchen. Aftalerne er kommet på plads i forbindelse med, at højskolens forstander, Peter Buhrmann, for 14 dage siden besøgte tre skiskoler, tre hoteller og et ungdomsherberg. Alle var meget interesserede i at ansætte elever fra Højskolen Østersøen. Der er således solid opbakning til projektet!
Besøg hos skibumselever 2009/10 i Saalbach.
På sin tur besøgte forstanderen også alle nuværende skibumser på deres arbejdspladser i Saalbach/Hinterglemm. De arbejder lige nu på skiskoler, hoteller og pensionater. Humøret var højt, fortæller Peter. Skibumserne arbejder hårdt og har nu overstået den mest travle del af højsæsonen, som ligger omkring jul.
Med venlig hilsen
Peter Buhrmann
Forstander