31. august 2010

Det tyske Forbund var en løs størrelse, som Bismarck ville afskaffe – derfor sagde han ikke ja til kongens tilbud. Det er også meget sandsynligt, at især englænderne ikke havde fundet sig i, at Prøjsen skulle have herredømmet over Østersøen og passagen ved København. Det var sikkert kommet til krig.

Tom Buk-Swienty læser meget ind i sin opdagelse. Han mener, at danskerne ikke har taget et tilstrækkeligt dybt opgør med 1864. Det er jeg ikke enig med ham i. Her i grænseregionen vidner det gode samarbejde mellem flertal og mindretal – nord og syd for grænsen – om, at man er kommet videre. Man er endda kommet så vidt, at fjendskabet fra Anden Verdenskrig og besættelsen er ved at være historie. København-Bonn erklæringerne og alt hvad deraf følger har gjort deres.

I dag trues grænselandet og det gode samarbejde ikke af fortiden, men af en fremtid, der f.eks. omfatter en Schleswigs/Holsteinsk ministerpræsident, der vil tage 15 % ud af tilskuddet til de danske skoler – et åbent og direkte brud på Bonn-København erklæringerne. Det gode samarbejde trues af nedskæringer til det tyske mindretal, til højskoler og mange andre kultur- og sproginstitutioner, der arbejder grænseoverskridende. Dette er en foruroligende politik, der meget nemt kan komme til at gøre ubodelig skade på et forhold, som ellers er godt og som har lang holdbarhed!

15. juli
Hal Koch skrev i 1945 sin berømte ”Hvad er demokrati?”. Den meget korte sammenfatning af den bog lyder: Demokrati er 1) en livsform og 2) en stadig fortsat samtale. Hal Koch spiller en ganske særlig rolle i Danmarkshistorien. Som formand for Dansk Ungdomssamvirke havde han meget stor indflydelse i besættelsesårene og hans støtte til samlingsregeringen har været diskuteret vidt og bredt. Når man læser Jes Fabricius Møllers biografi om Koch får man det klare indtryk, at han har støttet samlingsregeringen og samarbejdspolitikken for i første omgang at redde formodentlig mange danske menneskeliv, men også fordi, han holdt fast i den stadig fortsatte samtale. Frihed for Loke såvel som for Thor.

I ”Hvad er demokrati?” skildrer Koch, hvordan han gentagne gange bliver opfordret til at deltage i tyske ungdomsarrangementer. Hver gang siger han nej. Men på et tidspunkt bliver dette nej ham for goldt og han opsøger den tyske administrator, der spørger ham igen og igen. Efter en lang samtale om krigen, friheden og demokratiet bryder tyskeren sammen og ser sine idealer falde sammen: ”Dann ist ja alles eine grosse Tragödie”. Koch har i denne lille situation altså ad samtalens vej fået tyskeren til at indse fejlen i sit standpunkt. Kochs holdning til samarbejdspolitikken har utvivlsomt noget med denne lille anekdote at gøre. Et gentaget nej til at indgå samarbejde med tyskeren ændrer ikke noget, samtalen gør. 

Koch blev frem for alle kritiseret af sin ven K E Løgstrup, der fra start til slut afstod fra samarbejde med besættelsesmagten. Løgstrup stod fast, Koch var mere bevægelig. Koch har formodentlig medvirket til at redde mange menneskeliv og har været med til at modvirke, at mange danske unge blev indfanget af nazismen. Løgstrup har gjort det eneste moralsk rigtige, nemlig fra starten at modarbejde besættelsen og det voldsregime, der fulgte. Konflikten mellem de to er på en måde en lille udgave af konflikten mellem politik og moral. Der kan altid føres politiske (i dette tilfælde praktiske) argumenter for at gå på kompromis med moralen. Men hvad har forrang? Vilhelm Nielsen, der i sin tid anmeldte brevvekslingen mellem Koch og Løgstrup, mente dengang, at det havde de begge i lige høj grad.

Fortsættelse følger…

Fodbold spilles på en bane af græs og Tysklands integrationsproblemer er ikke løst fordi de er løst på banen. Desværre.

Selvom der måske er gået inflation i at gøre det tyske landhold til en metafor for håb i samfundet udenfor fodboldstadion, er der grund til at glædes helt vildt over det tyske spil. For mig er tyskerne de moralske vindere af dette VM. I de to kampe mod England og Argentina viste tyskerne klart bedre spil end noget andet hold under dette VM. Og spillet var præget af en kreativitet og opfindsomhed, som tyskerne ellers ikke er kendt for. Den kedelige og brutale maskinfodbold overlod det elegante tyske hold til hollænderne. Således har de mange aviser formodentlig ret, der henviser til, at der er tale om et ungt hold, der kan blive både europa- og verdensmestre.

Søndag havde POLITIKEN en stærkt foruroligende artikel på forsiden, som siden er blevet omtalt vidt og bredt. Artiklen handler om, at Jobcenter Slagelse har sendt en enlig mor i aktivering på et bordel. Det er selvfølgelig yderst uheldigt, at et jobcenter sender en arbejdsløs i aktivering som luder – en sådan fejl burde ikke kunne lade sig gøre. Desværre er sagen imidlertid ikke enestående. Alt for mange sendes i disse krisemåneder og kriseår i meningsløs aktivering. En af grundende er, at kommunerne får godtgjort et langt større beløb af staten hvis den ledige er i aktivering, end hvis han eller hun ikke er det. Således omtalte en af mine arbejdsløse bekendte sin aktivering slet og ret som deaktivering. Hans jobplan ville med sikkerhed ikke skaffe ham i arbejde. Når dagpengeperioden forkortes til det halve vil aktivering og jobcentrenes behandling af de ledige blive endnu mere vigtig og det går ikke med den slags fejltagelser. Derfor bliver jobcentrene nødt til at skifte fokus og ikke bare sende de ledige i aktivering på arbejdspladser. Jobcentrene skal i højere grad også kigge på uddannelse. Et år i meningsløs aktivering er intet værd i forhold til et efter- videreuddannelsesforløb der kan give præcist de kompetencer, der overvinder nogle af de mange flaskehalse, der altid vil være på et arbejdsmarked. Uddannelse – det være sig alt fra et truckcertifikat over en jobsøgningstræning til et sprogkursus –, om den fører til arbejde eller ej, er aldrig meningsløs. Uddannelse kan intet menneske få for meget af. Og netop dette forhold bør jobcentrene skrive sig bag øret efter i mange år nu i samarbejde med de mange aktører på markedet udelukkende at have formidlet ledige ud på arbejdspladserne og ikke til uddannelse.

På Højskolen Østersøen har vi gennem mange år nu haft et godt samarbejde med det lokale jobcenter. Vi har været med til at aktivere kontorpersonale, pedeller og en lang række køkkenfolk. At det har kunnet lykkes så godt skyldes mange dygtige medarbejdere i Aabenraa kommune, der har en sikker sans for, hvad der fungerer og hvad der ikke gør. Nu er tiden kommet til, at man herfra også kigger på at sende ledige på meningsfyldte højskolekurser, der i den grad kan være arbejdsgivende!

Ifølge dagens aviser har Løkke Rasmussen personligt gennemtrumfet, at børnefamilierne rammes mindre hårdt og at man fordeler besparelserne på flere familier. Det folkelige pres mod den oprindelige plan blev åbenbart for stort til, at Løkke Rasmussen turde holde fast.

Hvis regeringen vælger at ændre i de oprindelige forslag i genopretningsplanen er det på sin helt klare plads, at andre områder også tages op til revision. F.eks. den urimelige måde, besparelserne på højskoleområdet skal finde sted på. Højskoledriften på mange af landets vigtige højskoler kompliceres unødig meget, hvis besparelserne ikke fordeles på korte OG lange kurser. Nogle skoler får langt bedre vilkår, nogle skoler langt værre. Og flere vil lukke, end hvis man fordeler besparelserne. Men det er måske ministerens stiltiende ønske at lukke så mange som muligt?

Der er nok ingen, der er modstander af, at 95% af en ungdomsårgang får en ungdomsuddannelse og 50% får en videregående uddannelse. Men Tina Nedergaard har ikke helt forstået, hvad de frie skoler er til for. De er her nemlig ikke for udelukkende at støtte det formelle uddannelsessystem – tværtimod. Højskolerne hjælper til i samfundet, på uddannelsesområdet, på arbejdsmarkedet, på det kulturelle område og selvfølgelig på det sociale område. Højskolen har aldrig nogensinde alene skullet betjene det formelle uddannelsessystem. Når ministeren kun sætter fokus på denne snævre del af højskolernes virke handler hun indskrænket og udviser manglende forståelse for det helt særlige, en højskole er. Højskoler giver en hånd med på mange områder, ikke bare ét. Og det skal ministeren være glad for, for derigennem udvikles et bredere uddannelsessyn, der åbner for mange flere muligheder. F.eks. kan højskolen udvikle uddannelsesprodukter, der fører direkte til arbejde, sådan som Højskolen Østersøen har gjort det i mange år i f.eks. Østrig. Hvis vi kun var her for det formelle uddannelsessystems skyld, ville det ikke være muligt. Undervisningsministeriet medfinansierer m.a.o. en skoleform, der hjælper til på andre områder end uddannelsesområdet. Hvis undervisningsministeren ikke forstår dette, forstår hun ikke højskolen.

Det skal nævnes og fremhæves, at mange af de korte kurser, vi har gennemført på Højskolen Østersøen har været sprogkurser, der har været en afgørende del af f.eks. mange tyske speciallægers integration i det danske sundhedsvæsen. Lige nu udvikler vi sprogkurser for HK-ere som 14-dages selvvalg. Vi kunne hverken hjælpe til med det ene eller det andet hvis ikke det var for finansieringen via højskoleloven og finansieringen af de korte kurser. 

Højskolelovens grundidé er liberal. Den bygger på tilliden til, at frie mennesker rundt omkring i det ganske land selv formår at finde ud af, hvilke uddannelsesbehov, der er. Det behøver man ikke at beslutte centralt i København. Derfor stikker højskoleloven ingen pædagogiske rammer ud. Disse rammer er det op til skolerne selv at etablere. Denne antibureaukratiske og frie tanke kunne partiet Venstre engang identificere sig med. Ja, partiet forstod sig selv som denne tankes forkæmper. Det liberale er væk, hvis højskolen reduceres til at være underleverandør til det formelle uddannelsessystem. Det er med andre ord MENINGEN, at skolerne selv skal finde ud af, hvad der skal til for, at de dels overlever, men også gør det som ansvarlige lærere og forstandere mener er det rigtige. Hvis ikke højskolerne kan fastholdes på et liberal grundlag, skulle man måske snarere lukke højskolen, ikke bare nøjes med at spare.

Hvis højskolen skal bevares OG der samtidig skal spares, er det ganske enkelt uanstændigt af undervisningsministeren, hvis hun ikke vil lytte til skolernes råd om, hvordan, der skal spares. Hvis skolerne uden videre skal spare over 10% af tilskuddet burde man i det mindste forvente at blive taget med på råd.

Det er ikke forkert, at de for skolerne hårde tider har fremavlet en række uhensigtsmæssige korte kurser rundt omkring. Klaphatte og golf. MEN, hvis man ser på, hvad dette samfund ellers dyrker af kulturtilbud - også offentligt finansieret på f.eks. DR -, så er højskolernes kulturtilbud på de korte kurser på et langt højere niveau. Uddannelse og kultur hænger sammen på højskoler! De kan og skal ikke skilles ad.

Hvis undervisningsministeren udelukkende fokuserer på de korte kurser skaber hun en skævvridning af højskolebilledet i Danmark. Mange skoler i udkanten vil lukke. Skolerne lukker der, hvor der er mest brug for dem.   

Med venlig hilsen

Peter Buhrmann

6. april 2010
I påsken var jeg i Danfoss Universe med hele familien. Turen endte med at blive en meget stor oplevelse og jeg var dybt imponeret over den måde, man i denne relativt lille park formår at sælge naturvidenskaberne til børn i alle aldre. Forlystelserne er sådan indrettet, at de kræver en kropslig indsats fra publikum og derfor bliver det klart, at maskiner og deres mekanik dybest set er en slags forlængelse af kroppens funktioner. F.eks. virker en kran som en arm. Eftersom man hele tiden skal yde noget selv, var de 4 timer en krævende tid for både forældre og børn – men tiden fløj.

Danfoss Universe forbinder læring og leg på en vellykket måde. Og børn går ind i forlystelserne fuldstændig spontant og forstår dem med det samme, også selvom de kun er 2 år gamle. Det engagerende læringsbegreb fungerer med andre ord.

Denne oplevelse står i kontrast til de engagerende læringsbegreber, jeg ofte har mødt på kultur- og kunsthistoriske museer. Inden for åndsvidenskaberne kan man kun undtagelsesvist engagere kroppen, og man er derfor henvist til at etablere fortællingssammenhænge. F.eks. kan man ikke så langt fra Danfoss Universe besøge Historiecenter Dybbøl Banke, der ikke bare vil dokumentere krigen i 1864 – nej vi skal få en fornemmelse af at være til stede. Men 1864 er ikke til stede på Dybbøl Banke i dag på samme måde som maskinerne er det i Danfoss Universe. Og derfor kan man i Historiecenteret godt få en følelse af, at det hele virker noget søgt og påtaget. Ja, hvis man er lidt ond i sulet kunne man måske mene, at selve det historiske indhold går tabt i forsøget på at etablere fortællingssammenhænge, som publikum kan indgå i. Således forsvinder det, man netop tilstræber at formidle tilstedeværelsen af.

Måske må man bare acceptere, at natur- og åndsvidenskaberne opererer på to grundlæggende forskellige vilkår. Det, naturvidenskabsmanden arbejder med, er altid til stede lige foran ham. Det, historikeren arbejder med, at altid forsvundet. Nærvær for naturvidenskaben og fravær for historievidenskaben. Måske skal historievidenskaben acceptere dette forhold og lade være med at prøve at genskabe noget, som altid allerede er gået tabt.

Højskolen Østersøen har som noget helt nyt indgået en eksklusivaftale med det østrigske skilærerforbund i Salzburg. Højskolen Østersøen har igennem 6 år tilbudt unge danskere at komme på højskole og lære tysk for derefter at få arbejde i den Østrigske skisportssæson i Wagrain. Projektet omfatter et højskoleophold med forberedelse i form af sprogundervisning, en indføring i østrigske kultur- og arbejdsmarkedsforhold og altså et skilærerkursus tilrettelagt af det Østrigske Skilærerforbund. Kurset er udelukkende til for Højskolen Østersøens elever og finder sted i uge 44 og er en nødvendig forudsætning for at få arbejde som skilærer på en af de østrigske skiskoler. Arbejdet som skilærer formidler Højskolen Østersøen til en af de store skiskoler i den danskerpopulære skisportsby Wagrain. 

Formålet for Højskolen Østersøen med at formidle arbejde i den østrigske skisportssæson er at fremme danskernes tyskkundskaber. Højskoleeleverne arbejder efter endt højskoleophold 4 måneder i Østrig – 4 måneder, hvor de lærer meget tysk. Efter højskoleopholdet følger arbejdet som skilærer. Den helt store fordel ved at sætte tingene sådan op er, at der stilles et klart mål i udsigt. Højskoleeleverne lærer ikke alene tysk, de får også en grund til at lære tysk. Sproget rykkes ind i en klart defineret meningssammenhæng. Således er det tysk, der læres på Højskolen Østersøen, langt væk fra de fordomme om grammatik og terpning, der ellers er fremherskende. 

Tror man meldingerne om tyskfagets tilstand i Danmark i dag - sådan som den f.eks. blev skildret i Jyske Vestkysten den 3. marts i år - så er der grund til at være på vagt. Der skal gøres en indsats! Tysk er desværre nu som før et upopulært fag i skolen og vælges mindre og mindre hyppigt på videregående uddannelsesinstitutioner: Således må seminarierne konstatere, at 200 studerende gik til linjefagseksamen i tysk i 2007 mod kun 105 i 2008. Billedet er ikke meget mere opmuntrende, hvis man kigger på udviklingen på mange af landets øvrige uddannelsesinstitutioner.

Dansk eksport til Tyskland andrager hele 100 mia. kr. om året. Og selvom tyskerne også taler engelsk er det en gammel sandhed, at man muligvis kan gøre sine indkøb på engelsk; sælge, det kan man kun på tysk. Hvis ikke denne eksport skal lide i fremtiden må der gøres noget: Denne opgave kan ikke løftes af en enkelt institution alene. De tyskfaglige kræfter i Danmark bør samles i langt højere grad end det er tilfældet nu. Der skal samarbejdes både om indhold, branding og markedsføring. Industri og erhvervsliv må i langt højere grad end det er tilfældet samarbejde med uddannelsessystemet. Der findes allerede en række fora, som ville gøre en sådan dialog mulig. Det tyske sprogs image skal pudses og tilføres noget af den friskhed, der præger byen Berlin. Derfor er det nødvendigt at rykke tysk ind i sammenhænge, der interessere unge mennesker – f.eks. skisport.

Hvis ikke der gøres noget nu, hvis ikke der investeres tid, kræfter og penge i tyskfaget risikerer vi at tysk ender som en antikvitet, der kun har historisk interesse. Og den konsekvens befrugter ikke dansk/tysk samhandel. Der er fare for, at dansk eksports vigtigste marked svigter. Og den konsekvens vil formodentlig være langt dyrere for Danmark end den pris, det måtte have at gøre noget virkningsfuld nu. Det er bare med at komme i gang!