Linjevalg - sprog og kultur
Vi har ikke glemt vores rødder, og brænder naturligvis stadig for at tilbyde inspirerende sprogundervisning. Du kan vælge at dedikere 8 timer om ugen til enten tysk eller engelsk. Tilbuddet gælder for alle deltagere i kurset, så hvis en Ungarer ønsker at pudse sine tyskkundskaber af, vil han eller hun deltage på lige fod med dig. Undervisningsformen er åben og ligger langt fra det du måske er vant til fra folkeskolen, gymnasiet, handelsskolen eller hvor du ellers er kommet i kontakt med fremmedsprog.
Når vi arbejder med sprog på Højskolen Østersøen er det med det mål at alle skal kunne tale sammen. Vi har elever fra alle hjørner af Europa, som lærer sprog med og af hinanden.
Sammen har vi det sjovt med sprogene og derfor arbejder vi bl.a. med workshops, foredrag og emnedage. Vores højskoleelever har vidt forskellige forudsætninger og uanset hvor meget eller hvor lidt sprog du kan i forvejen, styrker vi din sprogkompetence. Vi arbejder på tre forskellige niveauer (begynder, let øvede, øvede), og vi ved, at vi kan give dig en positiv oplevelse ved at lære sprog. En oplevelse du måske ikke har med i bagagen, men som vi har 18 års erfaring med at give sådan en som dig.
